​Legeland, Blokhus

Beskrivelse

Ønsket om at etablere et aktivitetsland i midtbyen af Blokhus tager udgangspunkt i det danske klima. Når vejret er dårligt, forlader mange turister og sommerhusgæster byen for at opsøge attraktioner andre steder, så en del af indtægtsgrundlaget forsvinder for byen. Derfor vil vi skabe en ny attraktion for at motivere flere af byens gæster til at blive i Blokhus. En sådan attraktion er også med til at udvide sæsonen, da vi tænker, at stedet skal være åbent året rundt.

Ønsket er at skabe et sted for børn og unge mellem 1 og 18 år, hvor de kan lege, opleve og have det sjovt - uanset vejret.

Projektet er en bygning i to etager med parkering på taget. Bygningen er på ca. 3600 m2 med ca. 50 p-pladser. Da aktivitetslandet har en central placering i byen og et vist volumen, har det været af stor betydning for os at udforme en bygning, som har en høj arkitektonisk kvalitet. Således vil projektet være med at højne bymiljøet og selvforståelsen af byen som helhed.